#OT226. Martinus’ indvielse og kosmisk bevidsthed. Horsens 14.08.2011

Martinus: “Jeg så, at jeg var et udødeligt væsen, og at alle andre væsener i tilværelsen var evige realiteter, der ligesom jeg selv havde en uendelig kæde af tidligere oplevede liv bag sig, at vi alle var udviklede fra lave primitive former for tilværelse til vort nuværende stadium, og at dette kun var et midlertidigt led i denne udviklingsskala, og at vi således var på vej fremad mod gigantisk høje former for tilværelsesplaner i det fjerne. Jeg så, at verdensaltet var udgørende ét eneste stort levende væsen, i hvilket alle andre væsener hver især var organer, og at vi alle – mennesker, dyr, planter og mineraler – udgjorde én familie, var af det samme kød og blod, billedligt set.” (Livets Bog 1 stk. 21).